Uddannelse for Bæredygtig Udvikling

Programme in English

Pressemeddelelse 24.02.05


Vi må lære, hvis jorden skal bære

Torsdag den 10. marts 2005 lyder det officielle startskud i Danmark til FN's internationale tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.
Det sker med todages-konferencen "Vi må lære, hvis jorden skal bære"

Konferencen indledes torsdag d. 10. marts kl. 13.00 på Christiansborg i Fællessalen, hvor der frem til kl. 18.00 vil være oplæg og debat. Herefter er der aften-café med foredrag og dialog om en verden i forandring eller forandringen af verden. Det sker på Vartov i København.
Fredag d. 11. marts fortsætter konferencen på Vartov, hvor der mellem kl. 8.30 og 17.30 vil være foredrag og cafédialog.

Der er på forhånd lagt op til en sydende tale- og tænketank.
På den ene side byder konferencen på oplæg fra repræsentanter fra den danske uddannelsesverden. Blandt andre Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, Bjarne Bruun Jensen, professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Uffe Elbæk, forstander for Kaospiloterne.
På den anden side rummer konferencen aktører fra både dansk og internationalt arbejde for en bæredygtig udvikling. Eksempelvis Hjørdis Dalsgaard, generalsekretær for UNESCO-nationalkommissionen, Pernille Blach Hansen, MF for S, Carl Lindberg, Kommittén för Utbildning för Hållbar Utveckling, og Per-Uno Alm, seniorkonsulent i Respect Europe.

Herudover rummer torsdagens aften-café indlæg i den mere kreative og kuriøse kategori: Filosoffen John Engelbrecht byder på foredraget "Bæredygtighed, læredygtighed og væredygtighed", Lakha Lama fra Art of Life vil tale om kunsten at omstille sig og finde nye veje, mens journalist og forfatter Jørgen Steen Nielsen vil holde et oplæg under titlen "Fra frihedens slagmarker - billeder fra en verden i hektisk forandring".

Konferencen "Vi må lære, hvis jorden skal bære" er arrangeret af folkeoplysningsorganisationen Øko-net og henvender sig først og fremmest til alle beslutningstagere og undervisere i den danske uddannelsessektor. Men også studerende, konsulenter, forskere, græsrødder, organisationer, myndigheder og virksomhedsrepræsentanter er en del af målgruppen.

Det er vigtigt at slå fast, at Uddannelse for Bæredygtig Udvikling ikke er lig med miljøundervisning. Uddannelse for Bæredygtig Udvikling omfatter al læring i det daglige liv. I hjemmet, i skolen, på arbejdspladsen, i samfundsinstitutioner og i sociale sammenhænge. Derfor er idéen også, at det integreres på alle niveauer af samfundet.

Der er i programmet lagt op til, at konferencen er et tilløb til de lange og seje skridt, der skal tages i løbet af de kommende ti år. Det er nu, der skal diskuteres og debatteres en sikker kurs. Derfor er en stor del af titlerne på konferencens oplæg formuleret som spørgsmål:
Hvad kræver bæredygtig udvikling? Hvordan bliver tiåret en succes? Kan markeds- og globaliseringskrav forenes med en bæredygtig uddannelsespolitik? Hvordan får vi skabt den gode historie om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling i Danmark?

  • Yderligere oplysninger:

Se det vedlagte program for konferencen der også findes på www.ubu10.dk

Diverse spørgsmål om konferencen og FN's tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling kan rettes til sekretariatsleder i Øko-net, Lars Myrthu-Nielsen på tlf.: 62 24 43 24 (sekretariatet) / 40 73 43 24 (mobil) eller e-mail lmn@eco-net.dk
Lars Myrthu-Nielsen stiller ligeledes gerne op til interview.

  • Kort om baggrunden for FN-tiåret:

Begrebet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling blev etableret i 1992 på FN's Konference for Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro. Her understregede man i Agenda 21-deklarationen, at uddannelse er afgørende i bestræbelserne for at fremme bæredygtig udvikling.
På Verdenstopmødet i Johannesburg i september 2002 udvidede man visionerne for bæredygtig udvikling og fremsatte desuden forslag om et tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Forslaget blev vedtaget på FN's generalforsamling i december 2002 - og perioden 2005-2014 blev udråbt til at være United Nations Decade of Education for Sustainable Development (DESD eller ESD10).

UNESCO er udråbt til at være hovedkoordinator for tiåret. I Danmark har Øko-net i ti år haft det som mål at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling - og har derfor fundet det naturligt at sikre en national forankring af FN's dagsorden. Det sker i kraft af flere fremtidige arrangementer af både national og international karakter, hvor denne konference er det første.

  • Info- og kampagnemateriale for FN-tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling:

Øko-net har lavet et informations- og kampagnemateriale, der præsenterer baggrunden for FN-tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.
Materialet består af en informations-folder der kort redegør for baggrunden og målet for tiåret og en plakat der oplyser om FN-tiåret, bl.a. med teksten:
Læredygtighed er vejen til bæredygtighed - og til fremtiden

Folder og plakat er vedlagt. Elektronisk findes det også på:
http://www.ubu10.dk/kampagne.htm
- hvor folder og plakat kan downloades som PDF-filer.

  • Balanceakt-skulptur som symbol for FN-tiår

Øko-net har i samarbejde med den kontroversielle fynske billedhugger Jens Galschiøt skabt skulpturen Balanceakten, som et symbol for FN-tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (2005-2014).

D. 18.-20. januar blev to modeller af skulpturen for første gang sat op ved den største større internationale konference i forbindelse med tiåret, Education for a Sustainable Future, der blev afholdt i Ahmedabad i Indien. Øko-net, ved sekretariatsleder Lars Myrthu-Nielsen, deltog i konferencen med et mandat fra 92-gruppen.

Næste gang skulpturerne bliver sat op, er i forbindelse med det officielle startskud i Danmark til FN's internationale tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, ved åbningskonferencen VI MÅ LÆRE, HVIS JORDEN SKAL BÆRE, d. 10.-11. marts på Christiansborg og Vartov.

Find links til pressemeddelelse om og billeder af Balanceakten på:
http://www.ubu10.dk/kampagne.htm

  • Vedr. brug af billedmateriale

Logo'et for konferencen og tegningerne fra info- og kampagnematerialet samt andet billedmateriale på hjemmesiden kan frit benyttes i forbindelse med omtale af FN-tiåret og konferencen.

Øko-net
Svendborgvej 9, Ollerup, 5762 Vester Skerninge
Tlf.: 62 24 43 24 / 40 73 43 24 / E-mail: eco-net@eco-net.dk
Hjemmesider: www.eco-net.dk www.eco-info.dk www.bu.dk
- Oplysning om Bæredygtig Udvikling