DPU skal koordinere netværk for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling
03-12-2009

 

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,Aarhus Universitet, bliver koordinator for et nyt regionalt FN-netværk, der skal sikre videndeling mellem forskning og praksis om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Undervisningsminister Bertel Haarder gæster i den anledning DPU’s internationale konference om klima og uddannelse.

Under klimatopmødet i København afholder DPU den 11. december en konference, om hvordan uddannelse kan blive del af løsningen på klimaudfordringen. En række forskere holder oplæg på DPU under overskriften ’Can Education Change the Climate?

På konferencen taler også undervisningsminister Bertel Haarder om etableringen af et nyt netværk Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Netværket skal sikre videndeling mellem forskning i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og praksisorienterede initiativer på skoler og uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Netværket får status af Regional Centre of Expertice under United Nations University, og DPU bliver koordinator for netværkets aktiviteter.

Bertel Haarder ser store muligheder i det nye netværk:

"Vi har postet mange ressourcer i at udvikle undervisningsmaterialer til at undervise i bæredygtighed, til at lave hjemmesider med inspiration til lærere og elever og afholde konferencer for skoler og gymnasier. Det altafgørende for mig er, at der bygges på viden og ikke på tro og halvreligiøse forestillinger. Det glæder mig, at de mange tiltag nu kan koordineres og kvalificeres af forskerne på DPU," siger Bertel Haarder. 

Han mener, at netværket kan være med til at skabe større bevidsthed om bæredygtighed allerede i skolen:

"Klimatopmødet er kun begyndelsen. Vi skal alle være bevidste om bæredygtighed, og den bevidsthed begynder i skolen og fordrer, at lærerne er klædt på og har et brohoved til forskning og udvikling," siger Bertel Haarder.

Tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling
Mulighederne skal udnyttes nu, hvor  FN har udnævnt 2005-2014 til ’Tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling’. Alligevel viser ny international forskning, at uddannelse fortsat er det glemte element i de globale forhandlinger om klimaforandringerne. Og der er stadig langt fra de fine ambitioner til praksis, mener professor Jeppe Læssøe, DPU, Aarhus Universitet, og projektleder på det internationale forskningsprojekt: ’Climate Change and Sustainable Development: The Response from Education’.

Til gengæld ser professor Jeppe Læssøe det nye netværk som et eksempel på en brobygning mellem ambitioner og praksis:

”Der er fortsat en ubalance mellem, hvor meget Uddannelse for Bæredygtig Udvikling fylder i politiske dokumenter, og hvor lidt der rent faktisk gøres i praksis ude på skolerne. Men jeg ser dette netværk som det første spadestik i en målrettet indsats for at få Uddannelse for Bæredygtig Udvikling integreret i praksis,” siger Jeppe Læssøe.

Yderligere information om konferencen
På konferencen ’Can Education Change the Climate’ belyser en række eksperter, hvilken rolle uddannelse og kommunikation spiller i indsatsen for at modvirke klimaproblemerne.

 Forskerne bag forskningsprojektet ’Climate Change and Sustainable Development: The Response from Education’ præsenterer resultater og anbefalinger fra et års forskningsarbejde i tænketanken International Alliance of Leading Education Institutes.

Konferencen har to temaer: Første tema handler om mulighederne for at fremme bæredygtig udvikling gennem uddannelse. Andet tema sætter fokus på klimakommunikation mellem eksperter og offentlighed i kampen mod klimaforandringer.

Konferencen foregår på engelsk

Se program

Fri entré, men tilmelding nødvendig senest 9. december.

Tid og sted
Fredag den 11. december 2009, kl. 9.30-17.00
DPU, Aarhus Universitet
Tuborgvej 164
2400 København NV
 
Kontakt: Jeppe Læssøe; tlf: 8888 9041 e-mail: jepl@dpu.dk

Made by Syneo