John Engelbrecht

Lærerig ordleg


Filosof John Engelbrecht ikke bare talte under overskriften ”Bæredygtighed, læredygtighed og væredygtighed”. Han talte i overskrifter.
Kend dig selv!” lød John Engelbrechts indledende opfordring. Og med den talte han imod Dominique Bouchet, der tidligere på dagen havde givet udtryk for, at han ikke mente, at man skal lede efter sig selv. Til stor undren for John Engelbrecht havde ingen i salen opponeret.

Refleksion kontra refleks
At lege og at lære hænger sammen,” sagde Engelbrecht. ”God læring er altid god leg, og god leg er altid god læring. Og når man finder det, man lever for, kan man også finde det, man skal leve af.” Ordene tog hinanden. Og tilhørerne tog med smil imod Engelbrechts overlegne leg med lærerige ord.
John Engelbrecht skelnede mellem to slags mennesker: ”Symbolmennesker har refleksion. Signalmennesker har refleks. Og er pisatestede,” sagde han. Danmark skal leve af idéer, nysgerrighed og innovation. ”Men hvis alt skal kunne vejes og måles, skal man kunne spørge: ’hvor stor er din forbavselseskompetence?’,” filosoferede Engelbrecht, som også citerede Astrid Lindgren: ”Pak ikke jeres børn ind i vat og bomuld – pak dem ind i stærke fortællinger.” Apropos fortællinger, så præsenterede Engelbrecht salen for en større overhead-kavalkade om grønne bøger. I samme åndedrag konstaterede han, at der bare ikke er nogen, der har tid til at læse i dag.

Sund optimisme
Ifølge John Engelbrecht skal vi bruge sproget – og det gjorde han: Livskvalitet er uafhængig af årsindtægt. Fattige mennesker er de mest lykkelige. De arbejder to timer om dagen og er gladest for arbejdet. De hviler sig, før de er trætte. De vender sig på sofaen – det kaldes jobrotation. De er ærlige og generøse. Det handler om at synliggøre værdier. Middelmådighed er vores egentlige synd. Vi skal bruge sproget. Og vi skal stille krav. Det kaldes simple living: Dagsværk – livsværk – kunstværk. Tid er ikke lig penge i dag. Men der er for meget tid, vi ikke bruger rigtigt.
Man må være seriøs og sjov for at være sund. Økologien må ind i et nyt spor. Det frelste står ikke til at redde – det er sundt at leve sjovt, men det er ikke sjovt at leve sundt. Det skal det blive!” Sådan lød et af John Engelbrechts svar på, hvordan vi skaber en bæredygtig udvikling. Sagt med Goethes ord og Engelbrechts stemme: ”Vi må selv være den forandring, vi ønsker at se i verden.” Og hvis vi skal have øst og vest til at mødes, skal vi undervise økologisk. Det kræver billedlig tænkning: ”Før man kan få paratviden, skal man være parat til viden,” uddybede han. ”Og aldrig har vi haft så megen magt og været så magtesløse.” De politiske undertoner skinnede igennem: ”Man siger, at hvis man sendte Bush til hjernescreening, ville man nå frem til, at ’in the left part there was nothing right. In the right part there was nothing left’.

Du og jeg
Dominique Bouchet sagde, at fornuft er lig forstand. ”Det er ikke rigtigt,” påstod Engelbrecht. Fornuft er noget feminint. Det er følelse. Og det er alt det, der giver indhold til at udholde tilværelsen. Forstand giver pessimisme, hvis det står alene. Mere underfundigt formuleret: ”En pessimist er som en fotograf i et mørkekammer – han fremkalder negativer.” Stress og depression fylder meget. Der skal fokus på selv-økologien og på at holde den indre ro. Optimister lever længere – det er det selvhelbredende menneske.
John Engelbrecht forsøgte at sætte jeg’et, du’et og vi’et, spændvidden mellem fornuft og forstand, på matematisk formel: Til jeg’et knytter sig jeg-fiksering, det mandlige, materialisme og videnskab. Vi’et er derimod knyttet til det jeg-løse, det kvindelige, idealisme og religion. Og endelig er du’et knyttet til det jeg-frie, det menneskelige, realisme og kunst.
Forstanden og fornuften udgør to yderpunkter: Jeg’et er forstanden. Det at tænke rigtigt. Det effektive. Vi’et er fornuften. Det at tænke vigtigt. Det refleksive. Og du’et er en mellemting. En oplevelsesøkonomi – det arbejdsfrie menneske. Og indgangsportalen er ifølge Engelbrecht, at der bor en kunstner i ethvert menneske.
Opgaven er altså at forene de to poler, jeg’et og vi’et, til et du. Broen mellem jeg’et, som er læredygtighed, og vi’et, som er væredygtighed, vil så at sige føre frem til du’et, som er bæredygtighed. Eller sagt på en anden måde; en bro mellem fortid og nutid vil skabe vejen til fremtiden. Jeg’et skal overvindes af du’et. Her er det vigtigt at have Albert Einsteins ord in mente: ”Man løser ikke problemer ved at bruge de tænkemåder, der skabte dem.


Kilde:
John Engelbrechts oplæg på konferencen ”Vi må lære, hvis jorden skal bære”, marts 2005

Tilbage

 

John Engelbrecht

 

 

Se også:

John Engelbrechts hjemmeside

Made by Syneo