Miljøundervisning og Uddannelse for Bæredygtig Udvikling

Glæde og begejstring skaber motivation.” Sådan indleder Birthe Zimmermann sin artikel om miljøundervisning og uddannelse for bæredygtig udvikling, og hun fortsætter: ”motivation er en nødvendig forudsætning for at elever får udbytte af miljøundervisningen,” fordi vi nu lever i en tid, hvor næsten alle bor i bysamfund og naturen kun bruges rekreativt. De danske elever opfatter ikke sig selv som en del af naturen, de har meget lidt viden om naturens kredsløb, artskendskab med mere, hvilket skyldes, at den biologiske almenviden er gået tabt i og med at samfundet har udviklet sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund.
Men hvis motivationen er til stede eller kan skabes, ”egner miljøundervisning og uddannelse for bæredygtig udvikling sig utrolig godt til tværfaglige tilgange både i indslusningsforløb, i det naturvidenskabelige grundforløb, i almen studieforberedelse, i skolens samarbejde med det omgivende samfund og i skolens internationale profil.
Miljø og uddannelse for bæredygtig udvikling har derfor en berettigelse på alle studieretninger.


Artiklen opridser ligheder og forskelle mellem miljøundervisning og uddannelse for bæredygtig udvikling. De væsentligste forskelle ligger i, at hvor miljøundervisningen er baseret på naturvidenskabelige arbejdsmetoder, det vil sige er empirisk og eksperimentel, er uddannelse for bæredygtig udvikling tværfaglig, værdibaseret og med en international dimension. For at være meningsfuld kræves desuden en ”omvendt” kronologisk dimension ”I dag - i går – i morgen”, idet ”menneskets samspil med og påvirkning af naturen kræver et punkt i nutiden og et punkt i fortiden der muliggør sammenligninger over et vist tidsrum.
Men fælles for begge typer undervisning er, at projektarbejde er velegnet samt at elevernes handlekompetence er væsentlig. Det er ikke nok kun at erhverve sig viden, det er også vigtigt, hvad man gør med den viden, man får.

De fleste elever svarer på spørgsmålet om, hvad de forstår ved begrebet miljø, at det har noget at gøre med forurening, energi og gylle. De fleste elever har desuden i løbet af deres skolegang deltaget i en undersøgelse af et vandhul eller lignende. Men de fleste elever har også ofte naturoplevelser blandt de største af deres oplevelser. Dette sidste viser, skriver Birthe Zimmermann, at motivationen allerede er til stede hos eleverne eller meget nemt kan vækkes.

I artiklen gennemgår Birthe Zimmermann udviklingen på det miljømæssige område op gennem 60’erne og 70’erne, hvor forureningen bliver håndgribelig og Miljøministeriet opstår. Hun beskriver, hvordan miljøundervisningen i 80’erne får sit indtog i skolerne og har som hovedfokus at arbejde med løsninger på de stigende miljøproblemer. Stofkredsløb og rensningsanlæg bliver en del af pensum i biologitimerne og den ”moralske pegefinger” løftes: ”Det er så nemt at tro at det der skylles ud i toilettet bare forsvinder. Viden om, at ingenting forsvinder, må være basal økologisk viden for enhver!

I løbet af 80’erne og 90’erne bliver der et stigende behov for international dialog og samarbejde for at løse miljøproblemerne, hvilket resulterede i dannelsen af flere netværk, der alle har taget del i udviklingsarbejdet omkring miljøundervisningen (UNESCO, MUVIN, the Baltic Sea Project, Young Reporters for the Environment m. fl.). It og Internet har desuden gjort den internationale kommunikation mellem eleverne lettere, selvom man stadig skal huske på, at netværksdannelse tager tid og kræver ressourcer og støtte oppefra – både lokalt og nationalt. Således må fx hele skolen involveres og ikke kun den enkelte faglærer. Det internationale samarbejde er med til at øge elevernes motivation og giver dem en række kompetencer: de får bearbejdet deres fordomme, bliver opmærksomme på forskelle i egne og andres muligheder, udvikler både demokratiske evner og kommunikationsevner, tør have holdninger og bliver i stand til at se sammenhængen mellem de enkelte fag samt bliver i stand til at tage et reelt medansvar for læringsprocessen.

Artiklen slutter med Fatima Jibrells beretning, der blev givet ved Verdenstopmødet for Bæredygtig Udvikling i Johannesburg i 2002, om ”hvordan den totale ændring af landskab og biodiversitet i lokalområdet gør et helt folk sårbart.” Beretningen viser, at ”biodiversitet er nøglen til at overvinde fattigdom. Uden de grundlæggende økosystemer er der ingen fødevarer og hverken økonomisk eller social udvikling. Naturbeskyttelse er forudsætningen for al udvikling.

Derfor,” skriver Birthe Zimmermann, ”er miljøundervisning og uddannelse for bæredygtig udvikling så væsentlig! Ikke mindst i Danmark hvor velfærden har givet den enkelte langt bedre vilkår, men ikke uden omkostninger målt i naturværdier.

Undervejs i artiklen giver Birthe Zimmermann nogle få eksempler på hvordan både miljøundervisning og uddannelse for bæredygtig udvikling kan forme sig. Hele artiklen kan læses her (pdf). 

Birthe Zimmermann er lektor i biologi og engelsk ved Amtsgymnasiet i Sønderborg. Hun er desuden forhenværende international og national koordinator af the Baltic Sea Project.

Made by Syneo